Viden, udvikling og samvær
3700 RønneVælg område

Luzmila Castro: AOF hjalp mig til at overleve i Danmark

Luzmila Castro: AOF hjalp mig til at overleve i Danmark

At flytte til et nyt land, lære et nyt sprog, finde et job, og tilpasse sig en ny kultur, er ikke altid nemt. Og herefter kommer det sociale, det med at finde nye venner og kontakter.

Men Luzmila Castro, der kommer fra Colombia i Sydamerika, og som for et par år siden flyttede til Bornholm, fandt ud af, at AOF var løsningen for hende.

Luzmila var revisor i sit hjemland, men det var ikke så nemt at begynde i den branche i Danmark. Inden hun flyttede til Bornholm, arbejdede hun derfor som pædagogmedhjælper i nogle institutioner i København. Så mødte hun en bornholmsk mand, og flyttede til klippeøen, og håbede at hun kunne fortsætte med at arbejde med børn.

Men det var bare ikke særlig nemt her. For på Bornholm bruges jo mest dagplejere, og selvom jeg var i praktik i en børnehave, følte jeg ikke, at jeg passede ind. Der var simpelt hen for mange børn til hver voksen, fortæller hun.

Luzmila spurgte Jobcenter Bornholm om mulighederne for at lære mere dansk, og generelt bare at blive opgraderet til det danske samfund, og her blev hun henvist til AOF Bornholm.

Jeg var rigtig glad for at komme i gang med noget, at lære noget hver dag, og ikke bare sidde på sofaen og kigge op i loftet. Det er jeg ikke så god til, smiler Luzmila Castro.

Hun blev i løbet af kort tid opgraderet i dansk, hvor hun lærte om den danske grammatik, læsning og skrivning. Men hun ville gerne have mere.

Jeg er jo fra mit tidligere job i Colombia godt kendt med tal og økonomi. Men når man har spansk som modersmål, er der rigtig mange ord, der kan være svære at forstå. Så jeg begyndte også på et matematikkursus, og fik også en god læring om IT, hvordan hjemmesider fungerer og hvordan man skriver ansøgninger på nettet.

Jobbet kom bare ikke

Selvom Luzmila Castro blev opgraderet i både dansk og matematik, kom der ikke lige et job flyvende ind fra siden. Så hun måtte tænke i andre baner.

Jeg havde jo besluttet mig for, at jeg ikke længere havde lyst til at sidde indelukket på et kontor og arbejde med tal. Jeg ville hellere arbejde med mennesker. Og så havde AOF et forløb der hedder ”På vej mod SOSU”, som er et 3-måneders forløb, der er en slags opstart til uddannelsen som SOSU-assistent. Det begyndte jeg på, og afsluttede med to svære prøver, forklarer Luzmila.

Efter forløbet gik hun videre på grundforløb 2 på Social- og sundhedsuddannelsen, og her blev hun færdig i juni måned.

  • Noget af det første jeg spurgte om, inden jeg begyndte på dette forløb, var hvor gode jobmulighederne ville være. Og jeg fik at vide, at de var rigtig gode. Så nu begynder jeg på uddannelsen som SOSU-assistent, som jeg glæder mig rigtig meget til.

Det har ikke været nemt

Når man er 56 år gammel, har talt spansk hele livet, og skal vænne sig til et arbejdsliv i et helt nyt land, er det ikke bare noget man lige gør. Men Luzmila fandt hjælp det rigtige sted.

AOF har bare været en fantastisk oplevelse. De har helt fra starten åbnet deres dør for mig. De har hjulpet mig i gang, og givet mig en ny start på livet, siger Luzmila Castro.

Hun mener, at AOF har hjulpet hende til at overleve i Danmark, og har været medvirkende årsag til, at en svær periode i et nyt land, uden job, er blevet vendt til en god periode med masser af læring.

Medarbejderne hos AOF Bornholm er simpelt hen så søde. Jeg har følt mig hjemme på stedet, og både kontorpersonalet og underviserne skaber et godt klima – et rigtig godt arbejdsmiljø. Og så lærer man også hurtigt de andre kursister at kende, og får et forhold til dem. Det kan sagtens give nogle nye gode venner, mener Luzmila Castro.

Generelt har AOF Bornholm givet hende en god oplevelse af uddannelsessystemet i Danmark.

Jeg forstår slet ikke hvorfor nogle mennesker lukker sig inde derhjemme, når de ganske gratis kan uddanne sig hos AOF. Jeg kan bare sige: Kom til AOF, lær en masse nyt, og lær andre mennesker at kende, opfordrer Luzmila Castro.

15/08/18